Camilla
Min far har været og er til stadighed det mest betydningsfulde menneske i mit liv. Da han pludselig døde, havde jeg meget svært ved at se, hvordan jeg skulle komme videre med mit liv, som var fuld af sorg, savn og en uoverskuelig hverdag. Hvordan kunne jeg leve uden ham, der af alle mennesker har bidraget allermest til, hvem jeg er, hvordan jeg går til verden? Og allervigtigst: han har elsket mig betingelsesløst og skabt et særligt stærkt bånd imellem os. Forholdet til min far var nært og kærligt men ikke ukompliceret pga. længere tids svært psykisk sygdom. Pga. hans psykiske lidelse var jeg både datter og ‘forælder’ i hans sidste leveår, samtidig med at jeg langsomt så ham glide væk og ind i sygdommen.
Da han døde, var det som at miste ham igen – og denne gang uigenkaldeligt og pludseligt. Helene har på en meget respektfuld og fin måde for det første forstået, hvem min far var, hørt på min historie og det, jeg kommer fra. Dernæst har hun givet mig sprog og tankerækker til at tage min far med mig videre i mit liv. Min far er her ikke fysisk, men han er her hele tiden alligevel, og det har jeg brug for, at han er. Ved Helenes hjælp har jeg langsomt opdaget, at jeg kan relatere til, mindes og integrere min far i mit liv og de fortællinger, jeg allerede er en del af, og som jeg kommer til at fortælle fremover. Jeg har fået en sorgproces ‘ordnet’, så jeg ikke længere synes det hele er kaotisk og meningsløst. Jeg synes, at jeg ved hjælp af samtaleforløbet med Helene har fået styr på, hvad min far – og tabet af ham – gør ved mig, og hvordan jeg kan leve videre med tingene, som de nu er. Helene og jeg har sammen stykket en ramme sammen, som giver mening for mig, og som jeg føler det er nødvendigt at have med mig videre for ikke at drukne i sorgen over min fars sygdom og død.
Marianne
Jeg mistede for et år siden min far. Efter et meget kort og intenst forløb, tabte han på en skøn efterårsdag kampen til kræften. Hans krop kunne ikke mere, men hans livs ønske var stadig stærkt. At være ved hans side, var på en og samme tid rigtigt skønt, men også hårdt, da han og jeg ikke var færdige med det levede liv sammen. Min far og jeg havde på den sidste tid nogle meget intense samtaler om eksistentielle ting i livet, såsom hvad vi anså som værdifuldt, hvad der betyder noget, hvorfor vi vælger som vi gør. Vi talte også meget om min barndom, mine børn – hans børnebørn, rejser, job og fremtiden. Mindre talte vi om hans sygdom og det som vi begge vidste, kom en dag. De praktiske ting talte vi kortvarigt om og så var det på plads.
Da det hele var ovre, var der et kæmpe tomrum og et stort savn, og det var her kom Helene ind i billede. Helene var med hendes fint følende nærvær og engagement medskaber af et rum, hvor jeg kunne tale om min far og have følelsen af fortsat at være med ham. På en og samme tid bidrog Helene til at jeg kunne gøre min afsked mere intakt, men også bringe ham med ind i min fremtid som en person jeg kan konsultere på det imigære plan og fortsat være nærværende med. Der har været stunder hvor jeg har grædt, hvor Helene på en meget respektfuld måde har taget med på min rejse af minderne og via hendes spørgsmål levendegjort værdifulde øjeblikke fra min fars og mit liv. I dag et år efter min fars død, går der næsten ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham, det er med en vis portion vemod over at han ikke er fysisk tilstede, men det er oftere en glædesfølelse af, at han fortsat er med mig og med i mit liv. Tak Helene, fordi du bidrog som en meget opmærksom rejsekammerat, så jeg i dag i overført betydning, har et meget kært og hjerteligt rum til min far og jeg.
Eva
Helene hjalp mig ud af et 15-årigt pillemisbrug. Helenes terapi virkede, hvor andre terapiforløb aldrig nåede ind til mig. Og jeg følte mig 100 % tryg under forløbet, nok fordi hun er dybt professionel og meget engageret, men på en behagelig afdæmpet måde. Det var pga. hendes ord, jeg begyndte at tro, det kunne lykkedes – hun var mit vikarierende håb, når jeg faldt i. Og egentlig stillede hun bare en fandens masse spørgsmål uden noget “tilbage til barndom” – terapi, efter mit ønske. Der har jeg været – hos andre psykologer. Men en blotlægning af mit misbrugsmønster og en objectivisering af min pilletrang gjorde det muligt for mig at gennemskue mine misbrugsmekanismer, således at jeg blev i stand til at sige NEJ TAK ( eller rettere sagt: skrid ) til trangen. Idag fylder min pilletrang en uendelig lille del af mit liv, og jeg ser bivirkningerne – svigt af familien, følelsesløsheden, ligegyldigheden, abstinenserne, aggressionen – tydeligt, når jeg en sjælden gang får lyst til fx.at drukne vreden efter et skænderi med piller. Og jeg gider bare ikke piller mere. De skaber problemer.
Så langt har jeg aldrig været før. Så klart har jeg ikke set før. Så godt har jeg ikke haft det før. Og alt det pga. en knaldhamrende dygtig psykolog. Og mit eget arbejde, men jeg var faktisk ikke hverken særligt motiveret, eller troede på det kunne lykkedes, da jeg startede hos Helene. Men motivationen og troen kom gennem en sublim terapiform hos en psykolog med dyb viden om misbrugs problematikker. Der FINDES andre veje. Jeg har fundet min.
Camilla
Helene begreb min problematik fra første gang, og viste respekt for hvordan jeg oplevede og forholdt mig til den sorg der var forbundet med tabet af min mor – også otte år efter hendes død. Det primære omdrejningspunkt for samtalerne var det lange sygdomsforløb, der gik forud for min mors død, om at leve med visheden om at hun skulle dø, og til sidst tabet af hende – og i kølvandet herpå fik jeg langsomt også løst op for nogle senere begivenheder i mit liv som jeg før havde følt som uhåndterlige.
Helene fremviste den største empati og professionalisme som jeg nogensinde kunne have ønsket mig. Hun hjalp mig med at få fortalt min historie i sin sammenhæng, og gennem vores samtaler, at sætte ord på min relation til min mor, og den betydning hun har for mig i dag – selvom hun ikke er her mere. Samtidig hjalp hun mig til, at forstå mange af de reaktionsmønstre og følelser som kommer af, at vokse op med en mor som er syg af kræft og angsten for at miste – og hvad der sker når denne angst går i opfyldelse. Ved at give plads til, at fortælle om den kærlighed som jeg delte med min mor, og de værdier som jeg har taget med mig, blev min angst, mit tab og min stædige insisteren på sorgens berettigelse – også otte år senere – mere konkrete og håndterlige, og deraf også meget mere forståelige. Mit savn blev her igennem berettiget på en måde jeg ikke har følt før, og den sorg som jeg vil føle altid over mit tab opleves nu mere roligt. Helene var en fantastisk katalysator for denne proces, og hendes varme og forståelse har gjort, at jeg hele vejen igennem følte mig tryg og på rette vej. Mine samtaler hos Helene føltes på mange måder som en gave som jeg har taget med mig i mit videre liv.
Sonja
Ved min sidste samtale med Helene formulerede jeg, at jeg igen er mit navn. De fem bogstaver er igen mine og er lig med min indre stemme, når den er stærk, glad og åben for det, som kommer. Jeg har gået hos Helene gennem de sidste 4 måneder i forbindelse med symptomer på mild depression, der endte ud i en stresssygemelding.
For mig har forløbet været en rejse både tilbage, fordi jeg har genfundet mit ståsted, mine værdier og min livsglæde, men også i høj grad en rejse frem mod mig selv – jeg er mig med en ny selvforståelse, og jeg synes, at jeg står bedre og er klogere, gladere og mere ‘voksen’ i mit eget liv end før jeg faldt sammen. Jeg kom til Helene med et ønske om at blive bedre til at høre min egen stemme og gennem samtaler og i mellemrummene, hvor jeg har brugt den viden om mig selv, som jeg løbende har fået adgang til, er jeg blevet bevidst om, hvor jeg kan hente styrke til at vælge min vej. Jeg har også fået øjnene op for faldgruber, der kan invitere mig til kompromiser, som jeg på sigt ikke kan leve med.
Jeg oplever at være blevet mødt med stor varme og anerkendelse af den person jeg er. Det er Helenes spørgsmål og opsummeringer, der har sat gang i refleksionerne og hjulpet mig til en bevidstgørelse af mine værdier, men det er min historie, der har givet forløbet indhold. Styrken for mig i forløbet er netop, at jeg oplever, at det er mine erkendelser, der har hele tiden har bragt mig videre – det er mig, der har formuleret svarene, som nu er en del af min selvforståelse. Jeg synes at jeg i Helenes sofa har opnået en stor accept af mig selv og de nødvendige forbehold, jeg altid må tage mig for at sikre, at jeg er tæt på mig selv.