Susan
Jeg havde smerte, sorg, erindringer, oplevelser der skulle bearbejdes. Jeg turde ikke tage hul på eller åbne for posen, jeg var bange for at falde i det sorte hul. Det sorte hul, er måske den bunke kul, der har været brugt til at holde lokomotivet i gang, til der var lidt plads til at få taget erindringer, der var forsøgt gemt væk. Det var for smertefuldt jeg turde ikke.
Kirsten min psykiater sagde du har mareridt, du er træt, du har noget du skal have kigget på. Jeg har den rette person, der tør være med dig, Helene. Jeg turde ikke, det sorte hul, fyldt af seksuelt misbrug fra min far, en far gør da ikke sådan noget, laver ikke overgreb? Et liv fra 0-13 år, fyldt af tæsk, psykiske nedgørelser dagligt, fra både min far og mor. Jeg er blevet jagtet rundt om spise bordet af min mor, med en saks i hånden, jeg skulle have klippet pandehåret, jeg er blevet slået, vi har sloges på gulvet, jeg skulle have tæsk med en bøjle. Jeg kan ikke forholde mig til ordet tæsk, det findes ikke i vores normale verden, min elskede mands og min. Uden for barndomshjemmets vinduer var de så perfekte, men indenfor kan ikke beskrives.
Mit første møde med Helene, jeg sov ikke natten før. Kommer ind i hendes værelse. Ser først 2 tændte lys. Vi får sagt goddag til hinanden, hun har et dejligt håndtryk. Hun spurgte mig hvad der var vigtigt for mig. Det var tryghed, tillid – hendes øjne, ansigtsmimik, empati, overbeviste mig om, jeg kunne stole på hende. Hun ville hjælpe mig, støtte, guide, være ved min side, når jeg skulle sætte ord på, for første gang i mit liv, over for et andet menneske, skulle sætte ord på, forholde mig til den opvækst = barndom, der var min. De vigtigste år i et barneliv, fra jeg var 0-13 år. Efterfølgende da jeg gik mod bussen, var min tanke, jeg har løftet en flig, jeg går her, på mine ben. Jeg faldt ikke i det sorte hul. Jeg var stadig i live.
Det blev til en rejse, hvor jeg nu ikke var lokomotivet, men kunne forsøge at være passager, med en rejsekammerat ved min side, jeg var tryg ved, jeg kunne stole på. Der ville være ved min side, når jeg skulle sæt ord på noget, der væltede ud af glemslen. Der ikke ville fordømme mig! Der ikke viste afsky, når jeg fortalte, men gav tryghed og støtte til også at sætte billeder på.
Der har været stunder med gråd, hun har også formået at vise mig billeder med tryghed hos min mormor og morfar. Har også talt om min mormor, har været ved min side undervejs, godt nok med tåre i øjnene, når jeg har fået lynnedslag af overanstrengelse, men også med bevidstheden om: med Helene ved min side, var jeg i trygge hænder på min rejse.
Rejsen er ikke slut, det vil den aldrig blive, men nu starter jeg på en anden rejse, en rejse med en anden passager end der var på starten, en rejse med et helt menneske indvendig og udvendig. Dog med sår og ar på sjælen, men med den beslutning i sindet at mine sår og ar ikke må dominere min nye rejse, men blot være med i bagagen. På nogle tidspunkter som en større bestanddel af bagagen, men skal jeg bestemme og være aktør på rejsen skal det kun være et minimum af tyngde i ny og næ.
Har købt en ny rejsetaske, mere rummelig, da den også skal indeholde redskaber på min nye rejse bestående af: lev i nuet, lige nu og her, vær tilstede med alle sanser vi ved jo ikke hvad dagen bringer i morgen, mine vejrtrækningsøvelser, naturen, min have, at være til stede, nyde det, at se, at høre, at fornemme verden omkring mig.
Tak Helene fordi du turde vise mig tryghed og tillid, til at være min rejse kammerat. Du vil altid have en plads i mit hjerte, også når jeg skal på andre rejser i livet. Det liv der på trods af hjerte smerte altid vil være der, og som jeg stadig tør/vil gribe for jeg ved at jeg har en finurlig rejsekammerat med i mit hjerte på mine andre rejser, jeg skal på i livet, med smil og glimt i øjet, vil du sidde der Helene.