Tina
Jeg er endelig blevet en ”levende” Kvinde på 37 år, jeg har for kort tid siden brudt igennem den meget tykke, nærmest brudsikre skal, der har omgivet min krop og mit sind igennem de sidste 27 år af mit såkaldte ”liv”. Jeg blev så hurtig tryg ved Helenes måde at arbejde på og det intense arrangement hun lagde i det arbejde hun udførte med så stor en forståelse, omsorg og menneskelighed, at jeg kunne mærke indeni at dette var det helt rigtige for mig. Jeg kunne lige pludselig være med i vores samtale, det var ikke bare en samtale der fløj hen over hovedet på mig, som det havde været ved de andre samtaler jeg havde været til i tidens løb. Her hos Helene fortiede jeg ingenting, holdt mig ikke tilbage, men var pludselig blevet nysgerrig på hvad bulimien egentlig var for en størrelse inde i mig.
Jeg lærte at arbejde med, at bulimien var en del af mig selv, som jeg tog ud, så jeg nærmest kunne se den i øjnene, når jeg talte til den og om den. Det var utrolig svært i starten, at tale om bulimien som en personlighed, men bulimien har en personlighed. Og de første opdagelser var nærmest uhyggelige, den måde bulimien arbejdede og ikke mindst modarbejdede mig på, var så skrammende, bulimien har så mange ansigter og var på en gang både snedig, dømmende og fuldstændig uforudsigelig. Jeg vidste i lang tid ikke helt, hvor jeg havde den og hvorfor den reagerede på mine følelser som den gjorde. Men ved stor hjælp fra Helene og hendes måde at arbejde på, lærte jeg med tiden, hvordan jeg skulle forstå den og bekæmpe den, så dens overtagelse af min krop, sjæl og sind blev mindre.
Helenes måde at arbejde på er så speciel, for det er ikke kun Helene der arbejder, men hun er også i stand til at få mig til at arbejde, forstå og sætte spørgsmålstegn ved bulimien og dens mange ansigter.