Bulimi
Bulimi er en af de spiseforstyrrelser der optræder mere og mere. Den kan blive så stærk, at den stort set styrer det meste af ens liv. Ofte får den en til at begrænse ens lykke til udelukkende at være lig med den dag man indfrier slankhedsidealet. Den kan få en til -som led i at søge den lykke – at sætte uopnåelige begrænsninger for den mad man må spise. Begrænsninger det er helt urealistisk at indfri, og som derfor fører til overspisning og efterfølgende opkast, når de ikke indfries.
For dem jeg taler med er bulimien blevet en plage. Alligevel er det svært at gøre op med den. Det skyldes, at den ikke skilter med det den gør, og den fare den udgør for ens helbred. I stedet lader den som om, den er en ven, der vil hjælpe en til slankhed og til at tackle vanskelige følelser, alt imens den kan få en til uberettiget at skamme sig over sig selv, og den måde man lever sit liv på.
Er det fair? Dette er ofte et spørgsmål, der begynder at dukke op i de samtaler, jeg har med mennesker, der er plaget af bulimi. Ved at tale om bulimien som jeg har gjort ovenfor er det som om den bliver noget uden for en selv. Det gør det nemmere at skelne mellem bulimiens og ens egen stemme. Og udgør det første skridt, der gør det muligt at adressere bulimien og i løbet af samtalerne smide den helt ud af ens liv.